Ud fra det aktuelle tema i huset er der planlagt et skema for hver uge, over hvilke aktivteter der finder sted for de enkelte grupper. Herudfra bliver der hver dag lagt en plan for dagen, hvor de pædagogiske aktiviteter typisk finder sted om formiddagen indtil frokost.
Vi prioriterer uderummet utroligt højt og bruger det meget, hvilket vil sige at langt de fleste eftermiddage vil være udendørs, hvor børnene får mulighed for at deltage i vokseninitierede aktiviteter, samt fri leg med sine venner.
Her er et par eksempler på ugeskemaer (her ses eksempler fra temaet "Lanterner"):
Siden 2018 har husets personale rejst til udlandet via Erasmus+ job shadowing projektet. Gennem disse job shadowing rejser, er vi blevet inspireret af hvordan andre lande og kulturer arbejder med struktur i forhold til mikroovergange, den røde tråd mellem afdelinger samt strukturtavler.
Vi vægter struktur højt, da det skaber trygge rammer for børnene og giver de bedste forudsætninger for at bruge personalet ressourcer på kerneopgaven, børnene.
VI arbejder ud fra en strukturtavle, som hænger i børnehøjde i fællesrummet. Her er der hver dag organiseret, hvilke grupper der skal hvad, hvor de skal være samt med hvilke voksne. Forældrene kigger sammen med deres barn/børn på tavlen ved aflevering og kan sammen med børnene have en dialog om hvad der skal ske.
I huset gør vi meget ud af, at vi er ét hus. Huset arbejder ud fra samme tema upåagtet om det er i vuggestuen eller børnehaven, således genkendeligheden sikres for alle børn og voksne. Inden temaet går i gang vil en tovholder fra hver afdeling planlægge og fremlægge rammerne for temaet for de øvrige kollegaer.
Disse temaer kan forløbe over 1-2 måneder idet vi fortsætter med et tema så længe børnene er optagede heraf. Dette bidrager til en tydelig genkendelighed, en bedre brobygning samt uendelige muligheder for at skabe flere små og store inkluderende fællesskaber, som bidrager til barnets udvikling, trivsel og læring.