Skratmosen som idrætsinstitution
Siden 2006 har Skratmosen været en certificeret idrætsinstitution. Personalet har derigennem tilegnet sig kompetencer til udvikling af et fælles grundlag med bevidsthed om pædagogisk idræt som metode i udviklingsarbejdet med børnene.
Idrætspædagogik er en bevidst anvendelse af elementer fra idræt, leg og bevægelse, som indgår i den pædagogiske hverdag. Idrætspædagogik er med til at udvikle børnenes kreativitet, handlekompetence, bevægelsesglæde, sprog og sociale kompetencer via de fire idrætspædagogiske fokuspunkter: social-, fysisk-, psykisk- og kognitiv-idræt.
Børn er i høj grad kropslige, emotionelle, sanselige, meningssøgende og – skabende. De lærer ved at bruge deres forskellige sanser, og tilegner sig erfaringer og viden gennem egne aktive handlinger. Deres følelsesmæssige og opmærksomhedsmæssige tilstand og de relationer børnene indgår i, har fundamental stor betydning for deres læring. Barnets fundamentale måde at lære på, nemlig det at være kropslig og sanselig tænker vi ind i vores hverdag, hvor aktiviteterne i høj grad lægger op til at barnet selv er aktiv, deltagende og bidragende til det fælles daglige liv og de opgaver der skal løses. Vi understøtter børnenes umiddelbare lyst til kropsligt at undersøge og udforske, giver plads og rum til fysisk udfoldelse enten i planlagte idrætsaktiviteter i institutionen, i naturen eller på idrætshøjskolen, eller i spontane aktiviteter der opstår når børn og voksne er bevidste om fysikkens betydning for velvære og trivsel.
Idrætsfaglighed er dermed en bevidst faglig tilgang til udvikling af børns helt fundamentale og naturlige måde at lære og udvikle sig på.